Los Angeles

Rejsen Down Under kan gå både øst over og vest over. Den mest direkte fra Danmark er østover, men det er ikke mange timer, der skiller de to retninger. Den vestlige tur passer rigtig godt sammen med Air New Zealands rute til Auckland og tager 24 timer fra London. Det fine ved den tur er, at man sidder i samme maskine hele vejen fra Heathrow Airport til Auckland, og også at man dermed kan gøre nogle fantastiske stop undervejs. Blandt andet i Los Angeles

Los Angeles er en hektisk by. En stor hektisk by, der dækker et område på størrelse med det halve Sjælland. Derfor er det klogt dels at leje en bil, mens man er i byen, men også at finde et hotel, der ligger godt i forhold til det, man ønsker at opleve. Disneyland og Anaheim i syd, Universal Studios og Hollywood i nord, Santa Monica helt ude ved kysten, fashionable Beverly Hills eller attraktive LA Downtown.

Her er nok at opleve og mange indtryk at suge i sig. Er den amerikanske dollar gunstig, kan det være shopping, der står højt på listen. Og her er mulighederne mange. Camarillo Premium Outlet Mall er en af dem og i øvrigt det største outlet mall i Los Angelesområdet. Rodeo Drive er også et sjovt sted at kigge butikker. For nogle mest fordi det er her, de kendte Hollywoodstjerner gør deres indkøb; eller siges at køre deres indkøb. Chancen for at se en af disse stjerner er nok størst på Hollywood Boulevard, hvor der ligger i tusindvis af disse i fortovet på ”Walk of Fame”.

Med sin beliggenhed ved Stillehavskysten er L.A. også byen med sine uendelige og langstrakte hvide sandstrande. Santa Monica, Venice Beach og Malibu er de mest kendte, men også Huntington Beach i syd er et besøg værd, hvis man vil nyde det subtropiske badevejr ved havet.

Santa Monica
Santa Monica er Los Angeles´ foretrukne forstad, hvis man ønsker at bo tæt på vandet. Trods sin beliggenhed nær storbyens kerne, fornemmer man her en anderledes afslappet holdning til filmbyens hurlumhej. Hjertet af Santa Monica er gågaden Third Street Promenade. Her kan man shoppe om dagen og hygge sig om aftenen. Promenaden har et stort udvalg af charmerende restauranter og cafeer, hvis menukort matcher enhver pengepung. Gøglere og gademusikanter lægger ofte vejen forbi gadehjørnerne og tjener nogle hurtige skillinger. Velfortjente skillinger vel at mærke, for kvaliteten af deres færdigheder ligger på et fantastisk højt niveau. Santa Monica Beach er naturligvis byens højdepunkt. Stillehavet bliver man aldrig træt af, og ej heller livet hernede. Stranden er stor nok til både surfere og soldyrkere, og overvåges i bedste Baywatch-stil af veltrimmede livreddere. Og ønsker man en forfriskning, ligger den berømte og snart 100 år gamle Santa Monica Pier kun et par trappetrin fra bølgeskvulpet.

Hollywood.
Denne verdensberømte forstad har i seneste hundrede år været synonym for den amerikanske kulturskats største guldklump: Filmindustrien. Dette bærer byen af gode grunde heldigvis også præg af. Mann´s Chinese Thater, Hollywood Walk of Fame og Hollywood Entertainment Museum er alle attraktioner, som man med god grund bør besøge, når man aflægger Los Angeles et besøg. Men byen er også andet end film og skuespil. Imponerende kunstmuseer, shopping centre, glimrende restauranter og et spændende natteliv har, sammenholdt med beliggenheden i forhold til Los Angeles´ øvrige seværdigheder, gjort Hollywood til et populært valg, når hotellet skal findes.

Los Angeles kan kombineres med flere andre vestlige amerikanske oplevelser som Las Vegas (4 timers bilkørsel væk), Stillehavskysten nordpå til Santa Barbara og ”danske” Solvang og måske hele vejen op til San Francisco (og videre flyvning derfra), San Diego i syd eller med de mange smukke nationalparker i det vestlige USA som Yosemite National Park, Sequoia National Park eller Grand Canyon National Park.

Fra Los Angeles tager det videre 13 timer til Auckland eller 15 timer til Sydney.

Udfyld felterne


AustralienNew ZealandUSAAndet

MotorhomeRoad TripAnden






JaNej